Af Christian Hejbøl
På toppen af et bjerg i Sri Lanka står en mand i en rød kåbe og filmer dokumentaristerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen. De zoomer ind på den mystiske mand på bjerget, der står og stirrer på dem. Filmskaberne udbryder begejstret til hinanden: ”Det her bliver en god film”.
Samme tanke strejfer mig i samme sekund.
Manden på bjerget hedder Jan. For 17 år siden boede han i Danmark med en kone, en søn og et job som anerkendt HIV-forsker. Han har fravalgt sin fortid og sin fremtid i Danmark for at leve som buddhistisk skovmunk i Sri Lanka. For at leve i nuet og opnå nirvana.
Instruktørparret Jargil og Jepsen er snublet over en enestående og mærkværdig fortælling. Jan er et unikum. Han er excentrisk, begavet og lige så komfortabel foran et kamera som en influencer – en gave til enhver dokumentarist.
Filmens store spørgsmål er: Hvem er Jan? Hvad får et menneske til at blive væk; en dag gå ud ad døren og aldrig mere vende tilbage?
Munken minder om Werner Herzogs fremragende Grizzly Man (2005). I centrum står et menneske, der ikke kan finde sig til rette i verden. Verdens tyngde og smerte efterlader ingen anden udvej end at forlade det hele. Og ligesom i Grizzly Man behøver Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen ikke at gøre det store arbejde, idet Jan har filmet sit liv og sine tanker i årevis i en blanding af personlige videoblogs og YouTube-videoer.
Jan filmer og filmer, indtil det hele styrter sammen.
Munken er nemlig også en historie om tilgivelse og svigt. Jans efterladte søn, Thor, vil gerne forstå den far, han aldrig fik lov til at have i sit liv. I interviews med venner, familie og kollegaer får man et indtryk af det menneske, Jan engang var. Sammenklipningen af alle de dele føles lidt ufokuseret og splittet mellem fascinationen af Jan som munk, Jan som han engang var og sønnen Thors ønske om at forstå sin far. Næsten som om, at der gemmer sig flere forskellige film inde i Munken.
De personlige videoer er lagt ind i filmen som en rød tråd fra start til slut. Og Jans rablen om at opnå nirvana, ikke længere blive genfødt i en verden af smerte, men i stedet ophøre fuldkomment, er intens at følge.
For at fortsætte sammenligningen med Herzogs Grizzly Man, så gør Munken ikke det samme kunstneriske indtryk. Jargil og Jepsen fabulerer ikke videre på Jans mystiske liv og tanker eller udtrykker sig ekspressivt gennem lyd og billede. Munken kommer heller ikke med simple moraler om det senmoderne livs bagside, hvilket er oplagt, men også alt for unuanceret og letkøbt. I stedet præsenterer de Jan, som han præsenterer sig selv.
De efterlader ham som et spørgsmål uden svar. Det er også nok til at lave en tankevækkende film.
Kommentarer